|
1. Søndag i Advent.
Jeg vågner ved, at det ringer på døren. Det tager lidt tid, før jeg fatter, at det faktisk er dørtelefonen, der larmer, for mit hoved indeholder også selv en vis mængde uro, og det er svært at skelne mellem lydene. Jeg ligger på sofaen i stuen og har stadig støvler på. Min lårkorte nederdel er krøbet op omkring min talje og ligner krøllet glanspapir.
Dørtelefonen lyder igen. Denne gang noget mere vedvarende. Jeg kigger på klokken (den er to om eftermiddagen! Hvor fanden er tiden blevet af?)... og springer ud af sofaen, er ved at skvatte over sofabordet og ridser i den forbindelse mine nye lysebrune skindstøvler gevaldigt på snuden.
For helvede, for helvede, for helvede, tænker jeg, mens jeg stavrer ud i entreen og river røret fra dørtelefonen ned fra væggen.
”Ja!” råber jeg ned i røret. Jeg kan selv høre, hvor ru og desperat min stemme lyder og tilføjer derfor endnu et Ja i en lidt blidere tone.
”Det er Troels,” lyder stemmen i røret. ”Så er vi her.”
Jeg vidste selvfølgelig godt, at det er Troels, der er her med pigerne. Det er også derfor, jeg er så desperat. Jeg ligner lort, mit hoved føles som en ballon med overtryk, og hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at nomader iført fåreuld havde slået lejr på min tunge.
Jeg trykker på knappen, så gadedøren låses op for min eksmand og pigerne.
Okay, de skal gå hele vejen op ad trapperne til fjerde sal, tænker jeg febrilsk. Gør noget, gør noget! Jeg kigger ned af mig selv. Nederdelen sidder stadig i taljen og mine nylonstrømper har fået en rift over det ene knæ. Jeg hiver ned i nederdelen og løber foroverbøjet ind i soveværelset, klodset rivende i støvlernes lynlås, hvor jeg hiver støvlerne af og smider dem ind under sengen. Flår min lyserøde frotte-morgenkåbe ud af skabet og binder den stramt over den krøllede nederdel. Ud på badeværelset for at sluge en halv tube tandpasta og skylle mund. Jeg børster tungen med tandbørsten og skyller mund igen. Det hjælper kun en lille smule på både smag og uld-fornemmelsen. Ser mig selv i spejlet og får et chok! Stiv uglet frisure. Har mit hår været i en stikkontakt? Hvad lavede jeg egentlig i går til den julefrokost? Mit lange blonde hår minder umiskendeligt om en solsorterede i højre side. Og min make-up... jeg ligner fandeme logoet for Verdensnaturfonden. Jeg er lige ved at opgive, men får øje på tuben med ansigtsmaske. Smører hurtigt et tykt lag lysegrønt stads i hele ansigtet, samler mit hår i en hestehale.
Og så ringer det på døren til lejligheden.
Jeg trækker vejret dybt tre gange og åbner døren. Prøver på at være lidt overskudsagtig. Udenfor står Troels og pigerne.
”Hej med jer,” siger jeg og prøver på at lyde virkelig frisk. ”Har I haft en god weekend hos far?” Jeg lader helt bevidst være med at nævne Helene!
Troels kigger bare på mig. Med rynkede bryn.
”Hvad er det, du har i hovedet, mor?” spørger Kamilla. Hun stirrer på mig med let åben mund. Stine borer sit hoved ind i min mave og krammer mig hårdt. Jeg får en ubændig trang til at kaste op ud over hende, fordi hun klemmer mig så fast, men stryger hende i stedet over håret.
Jeg smiler. Bredt. Jeg kan mærke, at ansigtsmasken krakelerer. Lidt ligesom mit forsvar.
”Nå, var det en god julefrokost i går?” spørger Troels og skubber pigerne forbi mig ind i lejligheden. Som om han overhovedet har noget at gøre i min lejlighed. Jeg kan mærke, at mine tømmermænd arbejder på højtryk. ”Havde du glemt, at jeg ville aflevere pigerne tidligt i dag?” Han smiler sådan lidt overbærende, som om jeg er totalt debil og ikke til at stole på. Okay, jeg ved selvfølgelig godt, at i hans perfekte drømmeverden burde jeg stå klar iført forklæde og med hjemmebagte boller, når vore piger kommer hjem efter weekend hos ham. Men det nåede jeg altså ikke lige i dag... eller nogensinde!
”Glemt!? Selvfølgelig har jeg ikke glemt det,” svarer jeg og retter på en vildfaren tot hår fra min hestehale. Jeg havde vitterligt ikke glemt, at pigerne ville blive afleveret tidligt i dag. Jeg kom bare ikke op til tiden. Jeg faldt jo ligesom bare i søvn på sofaen med tøj og støvler på! Skulle det nu være en forbrydelse?! ”Jeg er bare blevet lidt forkølet,” siger jeg og bander indvendigt. Hvad rager det ham? Jeg behøver sgu ikke komme med forklaringer til ham. Hvis nogen burde komme med forklaringer, så er det ham... især efter én af hans julefrokoster i november sidste år! Tre måneder efter den julefrokost blev vi nemlig separeret! Hmm... jeg stirrer olmt på ham.
Troels hjælper pigerne af med jakkerne, hvorefter han hænger dem – altså jakkerne, ikke pigerne – op på knagerækken. Han har stadig pigernes taske over skulderen. Han står lidt og kigger på mig. Vurderende, synes jeg.
”Dit hår er fyldt med glimmer,” siger han og rynker på næsen.
Kamilla og Stine kigger op på mig. De griner begge to. ”Må vi prøve det der glimmer-spray?” spørger de som med en mund. Jeg nikker, og de løber ud på badeværelset.
Hvad fanden er det, jeg prøver på? Jeg står her med ansigtet fyldt med indtørret creme af en slags, morgenkåbe, sorte nylonstrømper stikkende ud under frotteen... og så har jeg fandeme også glimmer i håret. Intet under, at mit hår ser ud som om en 220 volts tændt hårtørrer har været smidt i det badekar, hvor jeg tilfældigvis sad og hyggede mig. Vorherre bevares! Hvem er det lige, jeg prøver på at narre?
Troels står bare og ser tjekket ud i sin åbentstående rulams-jakke, skjorte og pæne sko. Selv hans hår ser nyklippet ud... og der er i hvert fald intet glimmer at skimte.
Kamilla og Stine løber fra badeværelset ind i stuen – med glimmer-hårlak-dåsen mellem hænderne. Jeg orker ikke at tage en konfrontation.
”Jeg var til julefrokost i går, Troels,” siger jeg træt. ”Er der så noget forgjort i at have glimmer i håret?”
Han ryster umærkeligt på hovedet. Jeg har lyst til at ugle hans velfriserede hår og hele hans velfriserede liv.
”Nå, men jeg må også se at komme vi...” begynder Troels.
”Mor, mor...” råber Stine inde fra stuen. Øjeblikket efter kommer hun ud i entreen. Hun har glimmerlak i både håret og på skuldrene. ”Hvor er vores adventskrans henne? Hvorfor har vi ingen adventskrans? Vi lavede nogle rigtig fine adventskranse ude hos farmor i går!”
Adventskrans??? Mit hoved er helt tomt. Er det i dag, det er advent? Jeg mener; er det i dag, at man starter med adventskransen?
Troels kigger nysgerrigt på mig. Han har pludselig ikke så travlt med at komme ud af døren. Han tror naturligvis, at jeg har glemt alt om advent – hvilket jeg også har, men det skal han i hvert fald ikke vide noget om. Hjemme hos ham og Helene står der vel adventskranse over det hele! Helene har en brugskunstforretning inde i midtbyen, og jeg kan lige forestille mig, hvordan hun allerede har pyntet op i sølv og hvidt over hele huset og med perfekte adventskranse i hvert eneste rum.
”Jamen, adventskransen skal vi da lave sammen, skat,” svarer jeg Stine. Ganske fornøjet over, at jeg så hurtigt kommer på et godt svar. Tag den, Troels, din skide perfekte... din skide perfektionist! Jeg smiler til Stine og Kamilla, som også er kommet ud i entreen. Så smiler jeg sejrsikkert til Troels. Troels, som troede, jeg havde glemt adventskransen! Nu fremstår jeg i stedet for som moderen, der drager sine småbørn med ind i julens mange gøremål. Hæ!
”Hvor er lysene og grannet henne?” spørger Kamilla.
Mit smil blegner.
”Øh, det er... det skal vi da ud at købe sammen her i eftermiddag.” Jeg undrer mig over, at jeg frisk og frejdigt kan komme på den ene løgn efter den anden samtidig med, at jeg mest af alt har lyst til at ligge under dynen, drikke kamillete og bede indbyggerne på min tunge om at finde et nyt opholdssted.
”Hvor skal I handle?” spørger Troels uskyldigt. Okay, okay, nu ved han i hvert fald med sikkerhed, at jeg har glemt alt om adventskransen. Hvor handler jeg lige henne klokken tre en søndag eftermiddag? Enten skal jeg tage bussen ind til Århus Midtby og håbe på, at Føtex eller en eller anden blomsterbutik har længe søndagsåben. Eller også skal jeg lige impulsivt arrangere en rask vandring ud i skoven og samle gran og kogler. Jeg ved ikke, hvad der virker mest sandsynligt lige nu... slet ikke når man tager i betragtning, hvordan jeg ser ud i øjeblikket... for ikke at glemme hvordan jeg føler mig. Åh, for helvede da også...
”Nå, men nu må jeg også videre.” Troels smiler bedrevidende. ”Kan I have det godt, tøser? Vi ses snart igen.” Han giver dem et knus, hvorefter de løber ind i stuen igen. ”Ja, vi skal jo til advents-kaffe og middag ude hos Annika, Helenes søster, i dag, ved du nok. Det er en hyggelig tradition i deres familie,” siger han med lav stemme henvendt til mig. Som om pigerne ikke må vide noget om det. Og hvor i alverden ved han fra, at det er hyggeligt? Det er sgu da første gang, han skal med til denne hyggelige tradition i deres familie! Bvadr! ”Vi skal være der klokken fire.” Han knapper sin jakke. Jeg undrer mig over, hvorfor i alverden han ikke tager pigerne med ud til Helenes søster, hvis det er så forbandet hyggeligt. Helenes søster er frisør og har egen salon oppe på Trøjborg, er gift med en forsikringsmand, som arbejder sammen med Troels, og de er vel så fisefornemme, at børn ikke er velkomne. Eller også er Troels bare interesseret i at være sammen med Helene uden at skulle tage sig af børn samtidig.
”Du må da gerne tage Kamilla og Stine med ud til den kaffe-slabberas, hvis du har lyst,” siger jeg. Jeg kan ikke lade være.
”Det bliver alt for sent til at have børn med,” siger han bare og vender sig.
I døren vender han sig igen. ”Husk, at pigerne skal med hjem til mig og Helene til juleklip d. 3. december, ikke? Jeg henter dem klokken seks. Og de har for resten fået en halvtredser hver i adventsgave.” Han lufter bemærkningen bare for at lade mig vide, at han ikke har glemt, at det er advent. Vorherre til hest, hvor er han træls!
”Ja, ja,” svarer jeg og lukker døren i. Lidt for hårdt til at det bare kan være tilfældigt.
Åh, den adventskrans... jeg orker næsten ikke at tænke tanken til ende om, at jeg skal lave adventskrans med pigerne. Kan klokken da ikke snart blive otte, så vi kan skride i seng. Mit ansigt er helt rødmosset af at have haft en ansigtsmaske, som kun er beregnet til at skulle sidde i ti minutter, hængende på min hud i over en halv time. Jeg føler mig som en lama, der er træt af at spytte.
Jeg trækker i en gammel joggingdragt og giver pigerne overtøj på igen. Vi ender med at gå ned på den lokale tankstation, hvor der kun er lyserøde kuglelys på hylderne. Og de er endda så solblegede, at de med garanti har stået i butikken siden engang i sommers. Vi køber fire kuglelys, to stykker gran fra bunken udenfor og en rulle rødt skinnende gavebånd. Der er ligesom ikke andet at få... hvis man da ikke har tænkt sig at pynte op med dåsemad eller daggamle rundstykker. Underligt, at tankstationer har alle mulige dagligvarer, men ikke det man mangler – og udvalget af ting til biler så som sprinklervæske, vinduesviskere og autoshampoo (som man forventer at finde på en tankstation) er usædvanligt lille. Vi køber også to poser flødekarameller, hvoraf vi deler den ene pose på vejen hjem.
Hjemme laver vi te med sukker og honning, rydder spisebordet og laver en noget anderledes adventskrans af de forhåndenværende midler. På en pizzatallerken arrangerer vi lys og gran. Om noget af grannet binder vi sløjfer af det røde gavebånd og krøller det med en saks. Til sidst sprøjter vi glimmer-hårlak på grangrenene (Kamillas ide) og lægger flødekarameller rundt mellem lysene (Stines ide). ”Så kan man altid tage en flødekaramel, når man får lyst,” siger hun glad. Resultatet er ikke en brugskunstforretning værdig, men både Stine og Kamilla kigger beundrende på vores kunstværk, og det er tydeligt, at barnehænder har deltaget i projektet.
”Den er blevet rigtig pæn,” siger Stine. Og Kamilla nikker.
”Men den ligner ikke de kranse, vi lavede ude hos farmor,” fortsætter Stine.
”Men det gør ingenting,” siger Kamilla. Og Stine ryster på hovedet.
Vi varmer toast til aftensmad, tænder et blegt lyserødt kuglelys og drikker mere te med sukker og honning.
Klokken otte smider jeg pigerne i seng. Jeg tager et brusebad og slæber mig selv ind i seng. Jeg er træt som et alderdomshjem, hvor beboerne er blevet fyldt med sovepiller.
Jeg lover mig selv at prøve at være lidt på forkant med julen i år. Skrive et par lister over det, jeg skal huske. Ikke gøre alt i sidste øjeblik. Ikke glemme ligesom med adventskransen i dag. Jeg må se, om jeg kan... jeg skal huske at... jeg må overveje om... mere når jeg ikke at tænke. Jeg sover som en sten.
|
