Tilbage

1978
Margrethe

Susan og jeg boede på hver vores vej, men vores baghaver stødte op mod hinanden, så vi kravlede altid ind gennem hækken, når vi skulle besøge hinanden. Det gav et kæmpe stort hul i hækken lige der, hvor min fars hønsehus var placeret, men det var ikke noget, som vi tog os særlig meget af. Vores fædre havde godt nok for et års tid siden ytret forundring over, at vi ikke bare cyklede rundt til hinanden i stedet for at bruge hækken som gennemgang, og på det tidspunkt havde vi vitterligt forsøgt først at tage cyklen – man kunne cykle rundt på fortovet hele vejen og skulle ikke over befærdede veje eller noget i den stil – dernæst at gå gennem hækken bag min fars hønsehus, så hullet ikke kunne ses, med mindre man ledte efter det. Men det var alt for besværligt at lave et nyt godt hul i hækken, så vi vendte tilbage til det gamle hul, som var rummeligt og let at komme igennem.

Vi brugte hullet i hækken flere gange dagligt. Vi gik i klasse sammen – 2. klasse – og var bedste veninder. Vores forældre var gode venner og havde kendt hinanden fra før, Susan og jeg blev født. Jeg plejede at kravle gennem hækken om morgenen, når klokken kun var halv otte. Susan var aldrig færdig til at gå, så jeg måtte skynde på hende for, at vi kunne nå at komme i skole til tiden. Så løb vi hen ad vejen med skoletaskerne dinglende på ryggen og håret flagrende efter os, og vi nåede som regel lige præcis at krydse skolegården, når klokken ringede ind til time.

Om eftermiddagen var vi også sammen. Det var næsten fast kutyme, at vi skiltes efter skole for at gå hjem og spise frokost, og derefter kravlede én af os ind gennem hækken til den anden, og vi tilbragte hele eftermiddagen sammen.

Mit værelse vendte ud mod baghaven, og jeg kunne altid se, når Susan klemte sig gennem hækken. Hendes lange lyse hår hængte ofte fast i grenene, og jeg kunne høre hende bande og svovle, mens hun rev håret løs. Når hun fik øje på mig i vinduet, smilede hun stort og vinkede, og jeg vinkede tilbage.

Vi kunne sidde på mit værelse i timevis. Min mor, som gik hjemme, bagte brød eller kage, eller hun lavede saft, marmelade eller grød. Og det var tilladt for os at smage på det hele. Så kunne vi sidde med nybagt franskbrød under et tæppe på mit værelse, mens vi lyttede til musik på min båndoptager, sladrede om lærerne, fortalte hemmeligheder eller – en sjælden gang – lavede lektier. Det var begrænset, hvor mange lektier man blev pålagt i 2. klasse, men vi var begge to samvittighedsfulde nok til at få dem lavet. Min lillesøster, Mette, ville selvfølgelig gerne hægte sig på os, men vi legede naturligvis ikke med babyer. Hun var godt nok kun to år yngre end os, men når man er 8 år gammel, så er en lille sladder-unge ikke umagen værd. Min mor forlangte ind imellem, at vi legede med Mette, men oftest blev vi fri. Så surmulede Mette, men mor forklarede hende, at hun selv måtte finde sig legekammerater. Mettes bedste ven hed Bo, og de gik i børnehaveklasse sammen. Bo boede ude på landet, så de kunne ikke bare lige løbe sammen hver dag ligesom Susan og jeg, men min mor fik dog en aftale i stand med Bo’s forældre, så Bo kunne komme med Mette hjem hver tirsdag. Og så var Susan og jeg da fri for min lillesøster den dag.

Når eftermiddagene blev tilbragt hos Susan, var vi alene hjemme. Både hendes mor og far arbejdede ude; hendes forældre havde eget firma – en stor elektrikerforretning – som lå i den anden ende af byen. Men Susan kunne altid få fat på sin mor, som sad på kontoret i firmaet; hun skulle bare ringe, og hvis tingene ikke kunne ordnes over telefonen, så kom hendes mor hjem. For det meste var det nu min mor, som hjalp os – også hvis det bare var Susan, som havde brug for hjælp. Hos Susan blev eftermiddagene brugt på at eksperimentere: vi prøvede at bage en banankage i deres store køkken, men det var en fiasko med kagedej ud over det hele. Vi prøvede at ryge nogle af hendes fars Cecil-cigaretter, men det var også en fiasko; vi hostede så meget, at vi løb gennem hækken hjem til min mor og fortalte en løgnehistorie om, at vi – begge to på én gang – havde fået noget galt i halsen. Min mor gennemskuede os med det samme, men nøjedes med at trække kun en lille smule på smilebåndet, hvorefter hun belærte os om, at vi skulle passe på en anden gang. Så gav hun os et stort glas hjemmelavet saftevand, og Susan og jeg satte os på trappen og lovede hinanden, at vi aldrig mere ville røre cigaretter – og da slet ikke dem uden filter.

Men der var også flere af vores eksperimenter, som lykkedes. Vi byggede den mest fantastiske hule midt på stuegulvet hos Susan, og den fik lov at stå der midt i stuen i flere dage, så vi næsten ikke kunne vente med at komme hjem fra skole og mødes og lege videre i hulen. Sådan noget var okay hos Susan; man måtte gerne rode og lade rodet ligge, hvis man skulle lege videre med rodet dagen efter. Min mor ville få et føl på tværs, hvis vi havde ladet sådan en stor hule blive stående i flere dage. Også selvom det virkelig var en fantastisk hule. Vi lavede også selv ispinde med mælk og jordbær, og vi lavede hotdogs og røræg, gravede kæmpe huller i baghaven og legede købmand i Susans legehus.

”Åh, kom nu,” sagde Susan endnu engang. ”Du bliver nødt til at spørge en gang til.”

Det var en lørdag eftermiddag midt i maj, og selvom vejret var godt, sad vi surmulende inde på mit værelse. Susan sad på min sovesofa og krammede en af mine puder. Hver tirsdag gik vi til gymnastik sammen, men nu havde hun også fået lov til at gå til ridning. Jeg var dybt misundelig, men mine forældre sagde nej. Aftalen i vores familie var – eller det havde min mor og far i hvert fald bestemt – at vi måtte gå til én fritidsinteresse per sæson, og når sæsonen var slut, så kunne man selv bestemme, om man ville afslutte og prøve noget nyt næste sæson, eller om man ville fortsætte i samme spor.

”Kom nu,” sagde Susan igen. ”Du prøver en gang til. Du skal bare plage lidt!”

Hun vidste åbenbart ikke, hvad hun talte om, for plageri hjalp ikke hos mine forældre. Min mor gik helt i baglås, hvis man begyndte at plage, og så blev det hele bare endnu værre. Så kunne hun finde på at sige, at man helt kunne blive fri for at gå til noget som helst. Og det skulle ikke undre mig, hvis hun mente det. Jeg havde endnu ikke prøvet at plage ud over det punkt, så jeg vidste ikke, hvad konsekvensen ville blive... men jeg vidste, at engang jeg havde plaget meget længe om ekstra lommepenge, så var grænsen pludselig nået, og jeg fik ingen lommepenge i ugen efter. Så jeg havde gjort mig mine egne erfaringer med plageri. At plage gjorde bare ikke rigtigt indtryk på mine forældre – eller med andre ord så gjorde det et forkert indtryk! Min far plejede at holde en lang tale om, at de betalte for mine interesser en hel sæson ad gangen, og derfor kunne man ikke bare skifte spor midt i det hele. Det var spild af penge. Og man skulle ikke spilde sine penge på pjat; det vidste han alt om. Var det måske ikke ham, der arbejdede i en bank? Og min mor stod bare i baggrunden og nikkede samtykkende. Det var til at blive idiot af.

Det var noget andet hos Susan. Hun måtte prøve alle de fritidsinteresser, hun havde lyst til, når bare det passede med forældrenes arbejde. De talte sjældent om penge. Og det sjove af det hele var, at på trods af at begge hendes forældre arbejdede ude, så kunne det næsten altid passes ind med deres arbejdstider. Og min mor arbejdede ikke engang! Susan havde prøvet svømning og atletik, hun havde gået til sangkor og dans... ja, hun havde endda for får måneder siden prøvet at gå til skak, fordi hun godt kunne lide Søren fra klassen (og han gik til skak), men selvom hun blev ved med at synes om Søren, så holdt hun kun ud i én skaktime. Alt det prøvede hun samtidig med, at hun gik til gymnastik sammen med mig. Og nu havde hun fået lov til at gå til ridning. Vi var begge vilde med heste, havde hesteplakater på væggene og læste hesteblade, og jeg var simpelthen grøn af misundelse over, at hun nu skulle lære at ride på en rigtig hest.

”Kan du ikke vente til næste år?” spurgte jeg ydmygt. ”Så kan jeg droppe gymnastik og komme med dig til ridning i stedet for.”

”Er du da rigtig klog?” spurgte hun. ”Så lang tid kan jeg da ikke vente.”

Jeg forstod hende egentlig godt. Hvis jeg havde fået lov til at få timer på rideskolen, skulle ingen – ikke engang Susan – få mig til vente! Jeg kunne kun håbe på, at hun måske ikke ville synes, at det var så skægt uden mig, og at hun derfor alligevel ville vente til næste år.

Men jeg tog fejl. Enden på det hele blev, at Susan ugen efter startede på rideskolens begynderhold, og hun elskede det. Hver uge kom hun tilbage fra rideskolen og fortalte mig om Jokke, den brune pony, som nu var hendes hest hver onsdag fra klokken fire til fem. Jeg slugte det hele råt, for selvom jeg var misundelig og ønskede, at det var mig, som red på Jokke, så elskede jeg at høre om alle hestene og livet på rideskolen. Jeg kunne slet ikke vente til, en ny sæson kunne begynde, for så var det så sikkert som amen i kirken, at gymnastikken var historie for mit vedkommende, og ridningen ville komme ind på en sikker førsteplads.

Jeg havde allerede den første onsdag, hvor Susan havde været til ridning, meddelt min mor, at jeg kvittede gymnastikken næste sæson og hellere ville gå til ridning. Og hvad gjorde hun? Hun nikkede bare smilende og sagde, at det godt nok også lød vældig spændende at gå til ridning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om min mor og far kun var ude på at ødelægge mit liv, og jeg syntes, de var nogle forfærdelige stivstikkere, når de overhovedet kunne nænne at sige nej til ridetimer nu.

Tilbage

[Forside] [Mine bøger] [Tommy Boy] [Glædelig Jul, Kathrine] [Græsset er Grønnere] [Om mig] [Foto] [Links]