|
Han stod ved kummen og vaskede blodet af sine hænder og underarme. Han havde smøget sine skjorteærmer op over albuerne, stramt, for så vidt muligt at undgå pletter på skjorten. Som lyserøde zebrastriber gled blod og vand rundt i vaskekummen, inden det strøg ned i afløbet. Han brugte neglebørsten og skrubbede grundigt fingerspidserne. Små lyserøde perler af vand sad rundt om på kummens emalje, de lyste mat i badeværelsets gule belysning. Han sørgede for også at skrubbe kummen med neglebørsten. Han lod det kolde vand bedøve sine hænder, mens tankerne gled et par timer tilbage.
Han kunne stadig mærke hendes adamsæble under sine tommelfingre. Hun havde ikke set skræmt ud til at begynde med, snarere forundret, som om hun ikke havde regnet ud, hvad der var ved at ske. Adamsæblet havde gledet frem og tilbage under hans fingre, som om hun havde prøvet at synke, men forbavset havde opdaget at det ikke lod sig gøre! Først derefter havde frygten vist sig i hendes øjne, og han havde grinet hende lige ind i ansigtet, da han klemte til. Hendes mund havde åbnet sig, men hun var forblevet næsten lydløs. Kun en sagte rallen stødte frem i hendes hals, og han kunne mærke hendes ånde i sine næsebor, en sød stank af spiritus og cigaretter. ”Du er alt for ung til at ryge”, havde han sagt, inden hun blev slap imellem hans hænder. Det undrede ham hvor meget, det ene drab egentlig lignede det andet.
Adrenalinet havde bruset i ørerne på ham, han havde kunnet mærke blodet pulsere helt op i hårrødderne, og hans puls havde pumpet så hurtigt og så hårdt, at han endnu kunne mærke efterveerne i nakke og skuldre. Han blev spændt som en flitsbue, når han kunne mærke, at døden indtraf. Bagefter kom en mathed over ham, og han følte, at han kunne sove næsten et helt døgn i træk – det var dog sjældent tilfældet. For det meste kom opstemtheden lige i hælene på trætheden; som en marathonløber, der lige når løbet er slut, mærker trætheden, men overraskes af den kontrol og vilje, som gjorde bedriften mulig. Man var rolig og opstemt på en og samme tid. Han havde set en tryglen i hendes øjne, men på grund af grebet om hendes hals havde hun ikke kunnet sige noget. Han havde hvisket i hendes ører, spottende, om hun nu troede, at hun var mere end andre – mere end han var!? Hold da kæft, hvor havde hun været bange! Den frygt, hun havde vist, havde været en fryd for øjet!
Klokken havde været omkring halv to natten mellem fredag og lørdag, da han havde fået øje på hende... og han havde med det samme vidst, at han ikke kunne lade være – havde heller ikke lyst til at lade være! Denne nat havde han ellers ikke bestemt sig til noget på forhånd, bortset fra at få en uro til at forsvinde. Han var gået i seng til sædvanlig tid, fast besluttet på at få en ordentlig nats søvn, men han havde ikke kunnet sove. Han havde vendt og drejet sig i sengen, sengetøjet var blevet fugtigt, måske på grund af sommernattens hede, måske på grund af den pludselige bevidsthed om det, der kværnede i hans tanker. Kun én ting kunne få ham til at falde til ro. Én ting kunne løsne op for hans irritation. Han vidste det. Der var ingen vej udenom. Da det uundgåelige først var blevet bevidst, havde han rejst sig fra sengen, klædt sig på og lydløst forladt lejligheden. Han havde vandret rundt på må og få, igennem parken, forbi et par værtshuse og rundt om den store parkeringsplads på Store Torv. Han havde stået under én af de store birketræer dér på torvet, da han havde hørt hendes stemme.
Hun var en ung pige – ikke mere end 17-18 år – på vej hjem fra en aften i byen med veninderne. Hun havde lavtaljede lyse cowboybukser på, og man kunne ane hendes brune maveskind under den lysegule bluse, hvorpå var printet ”I´m yours!” med sølvskrift. Hun havde fulgtes med to veninder hen ad gaden, efter at de var kommet ud fra El Diablo, det værtshus, som gymnasie- og handelsskoleeleverne ofte yndede at frekventere. Brudstykker fra deres samtale havde nået hans ører, som han stod der i skyggen med en tændt cigaret. De havde været alt for optaget af aftenens begivenheder til overhovedet at bemærke ham. ”Hold op, du styrer for vildt!”, sagde den ene af veninderne til hende, ”han er helt vild med dig. Du kan sgu da sno ham om din lillefinger, hvis du vil!”. Veninden havde kigget på hende og vendt tommelfingeren opad. Pigen i den lysegule bluse havde lagt hovedet tilbage og leet glad og lykkelig op mod den mørke himmel. Hun hed Bettina, fandt han ud af, for veninderne havde råbt efter hende, da deres veje skiltes foran banken, hvor hun havde stillet sin cykel. ”Vi ses i morgen, Bettina... kom godt hjem!”. De havde kort vinket til hinanden, inden veninderne småsludrende var gået tilbage ad vejen, hvorfra de kom.
”Og vi to, vi ses lige om lidt, Bettina!”, havde han hvisket ud i natten, ”så skal jeg satme sørge for, at den T-shirt udtrykker sandhed!”. ”I´m yours” havde der stået skrevet skråt over hendes brystkasse. Og nu skulle hun blive hans! Tommy kunne ikke døje, når kvinder udtrykte magt eller var nedladne. Sno ham om din lillefinger, havde veninden sagt. Nu skulle hun få at se, hvem som blev nødt til at sno sig! Hun havde bøvlet lidt med låsen på cyklen, havde bøjet sig fremover, så hendes lange lysebrune hår havde væltet ned over hendes ansigt. Hun havde nynnet en melodi, hun havde åbenbart været glad og godt tilpas. Frem for at sætte sig op på cyklen, havde hun trukket den ved sin side hen langs Store Torv, hvilket umiddelbart betød, at hun måtte bo lige i nærheden. Sikkert på et af værelserne oppe på kollegiet. At hun trak sin cykel, gav ham god tid. Han slukkede sin cigaret ved at træde på den, men han samlede alligevel skoddet op og puttede det i lommen. Hun havde endnu ikke opdaget ham. Hun svajede forbi ham med vuggende hofter, stadigt nynnende. Han havde trukket sig tilbage mod muren og stod endnu i skygge af træerne, han havde holdt vejret, da hun gik forbi. Der havde ikke været en sjæl på Store Torv – natten var stadig ung, og det var åbenbart endnu for tidligt at gå hjem. Musikken fra diverse værtshuse havde kværnet ud gennem de åbne døre og vinduer, og intet tydede på, at festen var ved at være forbi. Han havde nydt at lade hende passere, hun gik dér uden anelse om hans tilstedeværelse, lidt derfra kunne man høre liv og glade dage, feststemte mennesker og musik – der hvor han stod, i hans lille verden, var fokus kun på hendes nynnen og hendes højhælede sandaler, der klikkede mod fliserne. Selv hans eget åndedræt var lydløst.
Da han så, hun skråede over Hovedgaden og drejede ned ad Studiestræde, hvor kollegiet lå, løb han skråt over Hovedgaden i modsat retning, bag om slagterbutikken og ud på Studiestræde længere ned ad vejen. På den måde kom han pludselig gående imod hende som om, han hele tiden var kommet fra den retning. Han fandt endnu en cigaret frem af skjortelommen, parat til at tiltale hende, når de stødte sammen. Da hun var få meter fra ham, standsede ham op på fortovet og rakte cigaretten prøvende frem mod hende. ”Har du ild?” spurgte han. Hun havde smilende nikket og var begyndt at rode i sin baglomme efter en lighter. For satan, hvor havde hun været naiv og uskyldig. Selv da han havde fået ild og var blevet stående foran hende, havde hun ikke virket mistænksom, havde bare smilet spørgende til ham, som om hun forventede, at han skulle spørge om noget mere! Det havde sgu næsten været for let! Lige dér – ikke langt fra slagterbutikken – havde han slagtet hende! Han havde slæbt hende ind i slagterens baggård, hun havde mærkeligt nok ikke skreget op, havde måske været for chokeret, måske ikke troet, at dette her kunne ske for hende. Han havde kvalt hende få meter fra hendes værelse – formodede han – og alt havde været stille omkring ham! Der havde næsten været for stille! Han kunne huske, at han havde kigget sig omkring, uforstående over, at stilheden var så fremherskende, indtil det gik op for ham, at stilheden kun befandt sig inde i hans eget hoved, og at lydene fra værtshusene oppe fra torvet ganske langsomt trådte frem igen. Med sin lommekniv havde han snittet i hendes lysegule bluse; blusen sad stram over hendes bryster, små bryster, som næsten virkede underudviklede i hans øjne; han havde snittet hul midt i sølvskriften og havde derefter hurtigt ladet knivbladet følge brysternes runding. Blodet havde piblet frem, og han havde ikke kunnet nære sig, men havde smurt det op ad sine underarme og havde til sidst smagt på det som en sidste detalje inden, han lod hende ligge ved siden af slagterens container. Hendes blod havde smagt sødt og havde været varmt. Derefter gik han roligt derfra, og han havde ikke kigget sig tilbage.
Nu, hvor han havde vasket sig grundigt og skyllet vaskekummen ad flere omgange, ville han gå i seng. Klokken var lidt over tre lørdag morgen, han var opstemt og glad, men samtidig helt rolig. Han listede ind i sit soveværelse, vækkede ikke nogen. Han foldede sit tøj pænt sammen og lagde det på stolen. Han gik i seng uden en trævl på kroppen og faldt i søvn, før hovedet blev fanget af puden.
|
